Leder / Editorial


Krise og forandring

2020 blev et år præget af et sammenfiltret krisekompleks med coronapandemien som tydeligste eksponent. Tema for Norsk kunstårbok 2021, som opsummerer 2020, er udviklingskriser. Dette ord indebærer et positivt syn på krisen, at den er et nødvendigt stadie for stadig fornyelse. Kunstlivet, og her- med også Norsk kunstårbok, har været kriseramte. Med en ny redaktør, et nyt forlag og nyt bogdesign er spændende forandringer på vej for nærværende publikation, som kan fejre sit 30-års jubilæum i 2022, men pludselig stod vi i en uventet situation, hvor samfundet blev lukket ned, inklusiv de fleste fysiske visningssteder over hele landet. Derfor er vi ekstra stolte over at kunne præsentere en bog, som er blevet til under hårdt pres fra mange kanter. Pax Forlag har været en vigtig del af vores historie siden 90’erne, men vi skal nu arbejde tæt sammen med det Oslo-baserede kunstbogforlag Uten tittel. I en tid, hvor kunstdækningen er ved at forsvinde fra avissiderne, er Norsk kunstårbok blevet endnu vigtigere for den dybdegående, essayistiske kunstkritiks overlevelse i trykte medier.

I essays og interviews går vi tæt på, hvordan coronakri- sen har ramt det norske kunstliv, og efter det spørger vi, om der er krise i nord? Kunstlivet i Nord-Norge ruster op i for- bindelse med, at Bodø har status som europæisk kulturby i 2024. I begyndelsen af 2020 var der uro i anledning af fyrin- gen af McGowan fra stillingen som direktør ved Nordnorsk Kunstmuseum, men Tromsø-scenen har masser af potenti- ale, blandt andet arbejder en projektgruppe frem imod Romsa Kunsthall, som skal have en tydelig samisk profil. I 2022 over- tager Katya García-Antón, kendt fra OCA, direktørstillingen ved Nordnorsk Kunstmuseum, og samme år fylder samiske kunstnere den nordiske pavillion på Venezia-biennalen. Norsk kunstårbok vil medvirke til en decentraliserende bevægelse. Sammen med relativt nye kunstkritiske initiativer med lokal forankring som CAS i Stavanger, Art Scene Trondheim og Hakapik i Tromsø håber vi at kunne medvirke til at styrke et landsdækkende kunstkritisk netværk. Den stedsspecifikke, lokalforankrede kunst bliver vigtigere i en tid, hvor kunstnere arbejder med økologiske problemstillinger, som knytter sig direkte til hav- og kystområder.

En varm tak skal rettes til alle samarbejdspartnere og støttespillere, til styret og til redaktionsrådet. Specielt vil jeg takke Norsk kunstårboks grundlæggere Olga Schmedling og Elisabeth Tetens Jahn for deres engagement i anledning af jubilæumsinterviewet, som trykkes på disse sider. Sammen med Olga og Elisabeth har jeg reflekteret over, hvad Norsk kunstårbok har været, og hvad publikationen kan udvikle sig til i en tid med krise, forandring og forvandling.


Susanne Christensen
Redaktør for Norsk kunstårbok
Bergen, juli 2021