Leder


Undergrunnens motstandskraft

Kunståret 2022 blev præget af krigsudbrud og åbningen af nye Nasjonalmuseet i Oslo. Demonstrationer mod overmagten udfoldede sig både udenfor og indeni norske visningsrum.

Susanne Christensen

1.

I Edvard Munchs maleri Pikene på broen fra 1901 står tre piger bortvendt fra beskueren og ser ud over det mørke vand som strømmer under broen. Man får indtryk af at det er skumring, månen er netop stået op over horisonten. Unge piger på en bro, er det mon broen til voksenlivet? Drømmer de om fremtiden, har de måske også deres forbehold? De er teenagere, nok ikke helt enige i forældrenes anvisninger. Er de en bande, et band? Er de fromme og milde eller rebelske?

Kuratorteamet Pikene på Broen holder til i en af Norges nordligste byer Kirkenes, kun 15 kilometer fra den russiske grænse. På den 18. udgave af Pikene på Broens internationale kunstfestival Barents Spektakel, som bar titlen Where do we go from here? med tanke på den overståede pandemi, var der lagt op til at flere forskellige typer af broer skulle udfolde sig. Der var blandt andet tale om en såkaldt Fjernsynsbro (Se Neil Cahoons tekst for nærmere forklaring) og en lydbro hvor kunstnerne Tine Surel Lange og Pavlo Grazhdanskij i værket Two Sides of the River skulle sende lyd på tværs af Pasvikelven, midt i hvilken grænsen til Rusland løber, netop her mellem den norske by Svanvik og den russiske by Nikel.

Den 24. februar, dagen efter at Barents Spektakel åbnede, indledte Rusland sin angrebskrig mod Ukraine. Barents Spektakel blev gennemført i rystet tilstand, og afslutningen blev et hastigt mobiliseret fakkeltog som marcherede mod Putins krig i det snedækkede landskab ved Svanvik, næsten inden for råbeafstand af Rusland. Netop som mange planlagde at se hinanden igen efter en periode med lockdown blev et utal af broer mellem mennesker styrtet i grus, mens andre bånd blev styrket, specielt mellem dem som ville yde modstand mod Putins styre. I kunstverdenen kom kulturel boykot på tale.

Norsk kunstårbok 2023 dokumenterer kunståret 2022 og følger agendaen fra de seneste udgaver om at sætte fokus på Nord-Norge, på kunsten som skabes her, og på de komplekse relationer mellem et mangefold af etniske grupper. Neal Cahoon er en af Pikene på Broen og åbner bogen med en tekst om kunståret i Kirkenes, og ikke mindst om hvordan årets Barents Spektakel blev præget af krigsudbruddet.

Den norsk-russiske kurator Ekaterina Sharova har arbejdet med Pikene på Broen men hun har også sit eget koncept, Arctic Art Forum i den russiske by Arkhangelsk. I sin tekst skriver hun om kunstmiljøer uden for St. Petersburg og Moskva som på forskellige måder yder modstand mod de centraliserende historiske og kunsthistoriske narrativer, som udgår fra de russiske metropoler. Sharova kommer tæt på et ungt kunstmiljø som griber til sociale medier for at udtrykke sig: De vil puste, de vil leve, skriver hun. Med dette bør det blive klart at Norsk kunstårbok 2023 har et specielt blik for undergrundens modstandskraft.

Det er efterhånden en del år siden at den nordnorske journalist og fotograf Susanne Hætta kom hen imod mig på Norsk faglitterær forfatter- og oversetterforenings årsmøde og hilste med det samiske ord gáibmi. Vi er navnesøstre. Til åbningen af Den samiske pavillon på biennalen i Venezia sad vi ved siden af hinanden på gulvet og så Pauliina Feodoroffs performance Matriarchy. Der var stærk samisk tilstedeværelse i pavillonen, og udover den internationale presse var der et publikum til stede med et bredt spektrum af urfolkserfaringer. Vi så en performance som på mange måder rettede sig til grupper med fælles traumer. Det var altså langt fra et samisk show til fordel for kritikere og journalister, og på den måde satte man forhåbningerne til kunstens helende kræfter i højsædet i en tid hvor Kommisjonen for å granske fornorskingspolitikk og urett overfor samer, kvener og norskfinner var i gang med et vigtigt arbejde.

For mig var Feodoroffs performance umiddelbart berørende. Jeg var ikke i tvivl om at danserne udtrykte forskellige tilstande af kamp, undertrykkelse, lidelse og frigørelse. Det er en universel menneskelig refleks at krumme ryggen når man lider og rette den når man føler sig glad og stolt. Imidlertid var det også tydeligt at en del koder ikke var tilgængelige for os uden samisk baggrund og livserfaring. Hætta svarer i sin tekst på mit spørgsmål: Hvad oplevede du som jeg til en vis grad stod udenfor?

2.

Kunsthistoriker og kurator Jorunn Veiteberg har også været i Venedig og gør en interessant iagttagelse i sin tekst om vagina kunst, som hun kalder det med reference til den amerikanske genre cunt art, defineret af Judy Chicago og Miriam Schapiro i 1971: »Feministisk kunst frå 1970-talet er »hot«, slik eldre kvinnelege kunstnarar er blitt »hot««. Jeg håber det er sandt, og i Venedig gjorde man i hvert fald en massiv indsats for at løfte de kvindelige surrealister frem som i første omgang gled ud af kunsthistorien. I sin tekst trækker Veiteberg linjer mellem 70’ernes feministiske kunst til aktuelle norske samtidskunstnere som Hannah Ryggen Army, Hanne Tyrmi og Maria Pasenau.

Impulser, tanker, teorier og udtryk kan rejse lang vej fra undergrunden til toppen af kulturen, og der sker uden tvivl en forvandling undervejs når noget som oprindeligt var marginalt og subversivt bliver del af institutionernes mere centrale og normative niveauer. Det er næppe til at komme udenom at 2022 stod i det nye Nasjonalmuseets tegn. Den 11. juni kunne dørene endelig åbnes til den gigantiske nye bygning på St. Olavs plass i Oslo. Nasjonalmuseet var også en af initiativtagerne bag Skeivt kulturår som blev fejret med ekstra tildelinger til udstillinger som på et mangefold af måder havde til hensigt at markere 50-året for afkriminaliseringen af sex mellem mænd. Norsk kunstårbok indeholder flere tekster både om Nasjonalmuseet og om Skeivt kulturår.

En af det forgangne kunstårs mest punkede udstillinger var Nasjonalmuseets åbningsudstilling Jeg kaller det kunst kurateret af Randi Godø og Geir Haraldseth. Her fyldte en vildt gestikulerende modstandsæstetik den sal i landet med størst magt til national kanonisering. Hvad sker der når institutionens selvkritik sættes i højsædet? Hvad sker der når antimagten indtager landets mest magtfulde bygning? Åbnes noget op, eller bygges noget ned, eller sker måske begge dele på samme tid – og er det en god ting?

Spørgsmålene er mange og på de følgende sider tager Sarah Lookofsky og Sigurd Tenningen diskussionen op på hver deres måde, Lookofsky i en kunstkritisk tekst og Tenningen i et forrygende essayistisk rant som svar på redaktørens invitation til at anmelde Petter Snekkestads debatbog Museale tilstander. Norsk kunstårbok må i den anledning gøre opmærksom på at Snekkestads bog er udkommet på Uten tittels søsterforlag Orkana, og at Nasjonalmuseets kurator Geir Haraldseth er Stiftelsen Norsk kunstårboks styreleder. Ingen af de nævnte har haft noget at gøre med de trykte tekster.

3.

I vores faste spalte Bypuls skriver landets kunstkritikere ud fra lokalt forankrede perspektiver. Spalten er en «hitliste» og en god undskyldning til at fylde siderne med et rigt billedmateriale fra udstillinger og begivenheder som løftes frem af kritikerne. I år ser Bypuls Oslo lidt anderledes ud. Senest har der været meget fokus på Munch og Nasjonalmuseet; vi vil derimod åbne op for andre perspektiver tættere på jorden. Bypuls Oslo består af to tekster skrevet af Grace Tabea Tenga og Andreas Breivik. Tabea Tenga er scenekunstkritiker med fokus på dans og har skrevet en levende tekst som former sig om et bidrag til evalueringen af Skeivt kulturår. Breivik er blandt andet kunstkritiker på kunstkritikk.no og startede bloggen Pute & Lorgnett i 2022, en lethjertet kunstblog som promoverer sin egen unikke målestok for kvalitet således:

«På kunstutstilling står mange og kikker på bilder. De spør seg: Er dette godt eller dårlig? pent eller stygt? riktig eller galt? klokt eller dumt? forkastelig eller smart? Disse spørsmålene har klebet seg til kunsten i alt for lang tid; som en seig og gjenstridig formørkende masse har de bidratt til å gjøre kunsten stakkarslig og svak. [...] Et spørsmål som i fremtiden vil bli omtalt som utkrystalliseringen av en ny kunstnerisk avantgarde: Hva slags utstyr behøver jeg for å betrakte disse uttrykkene, er det pute eller lorgnett?»

Vi har inviteret Breivik til at skrive fem Pute & Lorgnett-tekster om et lille udvalg af udstillinger i kunstnerstyrede visningsrum i Oslo-regionen i 2022. Stilen som disse tekster skrives i fremmaner en kritiker med et legesygt og deltager- orienteret temperament og giver mindelser til diskussionerne fra 00’erne om performativ kritik, mulighederne for at iscenesætte en bestemt persona i kunstkritiske tekster. Dette var ganske givet en reaktion på en tyngende tendens hvor kritikken ofte fremstod som teoretisk overlæsset. Det er fuldt ud muligt at eksperimentere med iscenesættelse i kunstkritiske tekster. Der skal ikke meget «jeg» til før en tekst vipper mod det litterære, og det behøver heldigvis ikke at betyde at det hele handler om den som ser. Bypuls-spaltisterne er også velkomne til at iføre sig en kulturpolitisk kappe, og således runder vi af med Kristoffer Jul-Larsens skarpe kommentar til Kulturrådets overraskende nedskæringer i Bergen som særligt retter sig mod de kunstnerstyrede udstillingsrum.

4.

To biennial or not to biennial? Norsk kunstårbok forsøger at få alt med uden et stort rejsebudget. Senest var vi på det nyåbnede Momentum 12: Together as to gather på Galleri F15 i Moss som i sin 12. inkarnation er kurateret af kunstnerkollektivet Tenthaus. Vi kom desværre ikke på LIAF, Lofoten International Art Festival, men heldigvis var vores Bypuls-spaltist fra Tromsø Inger Emilie Solheim på plads, og hun har skrevet mere uddybende om LIAF i Hakapik, et af landets bedste kunstkritiske netmagasiner med et specielt godt greb om Nord-Norge.

Det stormede omkring Documenta 15, døbt Lumbung One, hvor arrangørerne, det Jakarta-baserede kollektiv ruangrupa, blev beskyldt for at inkludere antisemitiske elementer i deres udstilling. Tenthaus-udgaven af Momentum udfolder en kollektiv kuratering meget i stil med Documenta 15. Hvad er udfordringerne ved en sådan kollektiv kurateringsmetode? I to tekster skriver danske Mikkel Bolt og tyske Anette Weisser om Documenta 15. Mikkel Bolt er kunsthistoriker og professor ved Københavns Universitet, og han er dybt forankret i forskning om de historiske avantgardebevægelser, især The Situationist International (1957–1972) som ville opløse kunsten til fordel for radikal politisk aktivisme.

Annette Weisser er kunstner og forfatter (romanen Mycelium kom på semiotext(e) i 2019) og underviser ved Kunsthochschule Kassel. Hun var altså i begivenhedernes midte, og hun skriver intenst om interaktion og diskussion med sine studenter, hvoraf mange af dem var guides (såkaldt soba-sobas) og kom i skudlinjen da bølgen af kritik eskalerede.

Norsk kunstårbok tager også kunststudenternes ve og vel i betragtning i to interviews med direktøren for Bergen Assembly Ingrid Haug Erstad og deltagende kunstner Miriam Stoney. Jeg har talt med Erstad om Bergen Assemblys forhold til de norske kritikere og om konflikterne som opstod da triennalen rykkede ind i KMDs lokaler. Med Stoney har jeg talt om hendes bog Debt Verses som er blevet til i samarbejde med bergensforlaget Kinakaal.

5.

En af de friskeste nye stemmer i kunstkritikkens verden, Gracie Hadland, debuterer på norsk grund med en kort refleksion over Ina Bloms aktuelle essaysamling. Hermed byder vi velkommen til Norsk kunstårbok 2023. Vi håber at teksterne vil fungere som conversation starters, og vi glæder os til at møde folk på lanceringsarrangementer landet rundt.

I sommeren 2023 har vi overtaget restlageret fra vores tidligere forlag Pax, og en stor del af de ældre udgaver kan nu købes ved bestilling på adressen tidligereutgaver@gmail.com. Hver udgave koster 299 plus porto. Følg os på vores sociale mediekanaler på Facebook og Instagram, og kontakt marcus@utentittel.no hvis du eller din institution ønsker abonnement.